Nænsom energioptimering af ejendom fra 1896

Ryesgade 30A-C blev opført i 1896 og er stort set forblevet uændret frem til nutiden, hvor ejendommen er blevet istandsat både indvendigt og udvendigt samtidig med at der er foretaget adskillige energiforbedringer.

Fakta

Adresse


Ryesgade 30A -C, 2200 Kbh N

Bygherre


Drost Fonden v. Arup & Hvidt

Hovedentreprenør


Juul & Nielsen A/S

Arkitekt


Krydsrum Arkitekter

Ingeniør


Falkon Rådgivende Ingeniører

Udførselsperiode


2011 - 2013

Byggesum


48.9 mio. kr.

Areal


3.691 kvm

Nye tagboliger fungerer som isolering

Ved at etablere fire nye penthouselejligheder kunne der spares energi i de eksisterende boliger, da tagboligerne udgør en effektiv isolering af tag og loft. Samtidig har det givet et økonomisk løft til renoveringen, at der nu er fire ekstra lejligheder til at dække omkostningerne.

Energiforbrug nedbragt 73%

Da facaderne på ejendommen er erklæret bevaringsværdige skulle al isolering ske indefra. Derfor er der indvendigt opsat en 50 mm klimaskærm og man har efterfølgende ført den oprindelig stuk tilbage. Herudover er der isat nye klasse A lavenergivinduer. Brandvæggen mod naboejendommene er blevet efterisoleret og der er etableret nye ventilationsanlæg samt solceller på taget.

Artboard 1 1/6

Artboard 1 2/6

Artboard 1 3/6

Artboard 1 4/6

Artboard 1 5/6

Artboard 1 6/6

Vinder af Renoverprisen 2013

Ejendommen i Ryesgade blev indstillet til RENOVERprisen 2013 og blev henover sommeren nomineret sammen med fem andre spændende projekter.
Den 5. september var der prisoverrækkelse i en tætpakket Mogens Dahl Koncertsal og det var et stolt team bag projektet, der kunne modtage den nyindstiftede pris.

Begrundelsen for at det blev Ryesgade 30A-C, der løb af med sejren blev begrundet således: ”Ejendommen i Ryesgade er et fornemt eksempel på, hvordan man kan forbedre funktionaliteten og opnå markante energibesparelser uden at gå på kompromis med de kulturhistoriske og arkitektoniske hensyn, man er nødt til at tage, når man renoverer en bygning, der er mere end 100 år gammel. Vi er stolte af at kåre Ryesgade som vinder af RENOVER prisen,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.