Strategisk partnerskab
Ingen dyre lærepenge
Sammen med fire partnere og en række lokale fagentreprenører er Juul & Nielsen udvalgt til at modernisere læringsmiljøet i Egedal Kommune. På tværs af matrikler og klasseværelser. Det strategiske partnerskab er garant for sammenhængskraft, fremdrift og kvalitet i de mange byggeprojekter. Fra visionerne om multifunktionel brug af eksisterende kvadratmeter til skruerne, der holder det hele sammen.
For at styrke læring, trivsel og udvikling vil Egedal Kommune have moderniseret de fysiske rammer på skole- og dagtilbudsområdet, så de eksisterende kvadratmeter kan bruges smartere og få flere funktioner. Samtidig er der fokus på at øge sambrug og skabe inspirerende, kreative læringsmiljøer ved hjælp af gennemtænkt helhedsrenovering og udbygning. Sammen med EKJ, Dansk Energi Management, RUBOW arkitekter, Nerd Architects og lokale håndværkere er Juul & Nielsen derfor udvalgt til at sikre en ansvarlig, skånsom og effektiv modernisering af læringsmiljøet.
Det strategiske partnerskab L:Eg er således et godt eksempel på, hvordan en af de nye samarbejdsformer i byggebranchen kan udnyttes til gavn for såvel brugere og borgere som bygherrer.
Fakta
Bygherre
Egedal Kommune
Arkitekt
RUBOW, NERD
Ingeniør
DEM, EKJ
Udførselsperiode
2021 - 2025
Byggesum
400 mio. kr.
"Teamet fra Juul & Nielsen har leveret et rigtig godt tilbud"
I et strategisk partnerskab er alle på samme hold
I mange år har det været sådan, at de fleste af byggebranchens aktører i løbet af et projekt har været mest fokuseret på at drive deres egen forretning. Men det snævre blik fra bygherrer, fagentreprenører, arkitekter, ingeniører, udviklere og entreprenører har gjort det næsten umuligt at gøre komplicerede byggeprojekter færdige uden større eller mindre konflikter.
Heldigvis tegnes fremtidens byggeri af nye, visionære samarbejdsformer, som giver entreprenører som os i Juul & Nielsen bedre muligheder for at levere gennemtænkte løsninger. Det strategiske partnerskab i Egedal Kommune sikrer fx, at vi kan gå fra ‘parter med modstridende interesser’ til ‘partnere med samme ambitioner.’
Samarbejde i stedet for konflikter
L:Eg er et økosystem af fagspecialister, der hver især bidrager til byggesagen med netop dét, de er eksperter i. Bygherren Egedal Kommune slipper for at skulle køre en ny udbudsrunde på hver individuel sag, og det er en markant fordel, fordi porteføljen er stor. Slutprisen på materialer og timer bliver ikke nødvendigvis mindre, men trygheden ved at vide, hvem man arbejder sammen med, gør, at der kan eksekveres hurtigere og mere smidigt. Samtidig undgår man de ressourcekrævende konflikter, fordi alle involverede parter arbejder med og ikke mod hinanden om at opnå fælles definerede mål.
Det strategiske partnerskab har en økonomisk ramme på 400 mio. kr. Heraf er der øremærket 250 mio. kr. til at renovere, modernisere og skabe kreative læringsmiljøer for børn og unge på Søhøjskolen, Boesagerskolen, Balsmoseskolen og Maglehøjskolen i perioden 2021-2024.